Det var en grå tirsdag i en integreret institution med både børnehave og vuggestue. Børnene
havde lige spist madpakker og skulle rydde op efter sig selv og have regntøj
på, de skulle ud og lege på legepladsen og det regnede en smule. Der var en
masse larm i garderoben og børnene rendte imellem hinanden for at finde deres
tøj. Mange børn bad de voksne om hjælp til at få tøj på.
Vuggestuebørnene skulle samtidig igennem garderoben for at komme ud på toilettet, hvor de skulle skiftes og gøres klar til at skulle puttes til deres middagslur. Andreas stod ved sit rum og kiggede på en sten han havde fundet. Det var en stor sten som han havde med hjemmefra. En pædagog der hed Ulla gik forbi ham og bad ham om at ligge stenen på sit rum og gå ud på toilettet og så få tøj på. Det ville han ikke. Han svarede ikke Ulla. Han blev stående med stenen i hånden og studerede den. Han blev ved med at flytte den fra den ene hånd til den anden.
Ulla gik igen hen og bad ham igen om at gå derud, denne gang i et højere stemmeleje og en hård tone. Han sagde nej, og vendte sig om, så han stod med ryggen til hende. Ulla gik igen hen til ham og ville tage stenen fra ham og han begyndte at stritte imod og slog ud efter Ulla. Ulla blev mere sur og råbte af Andreas at det ville hun ikke have, og nu skulle han gøre som hun sagde. Han smed sig frustreret på gulvet og græd og skreg at det ville han ikke. Ulla gik og lod ham ligge.
Lidt efter gik en medhjælper der hed Amanda hen til Andreas og satte sig på hug og sagde med en rolig stemme at han skulle sætte sig op og kigge hende i øjnene. Da hun endelig fik ham til det, spurgte hun ham ligeså stille om de ikke skulle lade stenen ligge på hans rum, mens han gik ud på toilet og fik tøj på og så bagefter måtte han få lov til at få den med ud på legepladsen, så kunne han lege med den derude.
Hun forklarede ham rækkefølgen af de ting han skulle inden han kunne få lov at gå ud med stenen og hun lovede at hun nok skulle hjælpe ham med at komme i tøjet. Det gik Andreas med til, og Amanda fik ham i tøjet og han fik stenen med på legepladsen.
Vuggestuebørnene skulle samtidig igennem garderoben for at komme ud på toilettet, hvor de skulle skiftes og gøres klar til at skulle puttes til deres middagslur. Andreas stod ved sit rum og kiggede på en sten han havde fundet. Det var en stor sten som han havde med hjemmefra. En pædagog der hed Ulla gik forbi ham og bad ham om at ligge stenen på sit rum og gå ud på toilettet og så få tøj på. Det ville han ikke. Han svarede ikke Ulla. Han blev stående med stenen i hånden og studerede den. Han blev ved med at flytte den fra den ene hånd til den anden.
Ulla gik igen hen og bad ham igen om at gå derud, denne gang i et højere stemmeleje og en hård tone. Han sagde nej, og vendte sig om, så han stod med ryggen til hende. Ulla gik igen hen til ham og ville tage stenen fra ham og han begyndte at stritte imod og slog ud efter Ulla. Ulla blev mere sur og råbte af Andreas at det ville hun ikke have, og nu skulle han gøre som hun sagde. Han smed sig frustreret på gulvet og græd og skreg at det ville han ikke. Ulla gik og lod ham ligge.
Lidt efter gik en medhjælper der hed Amanda hen til Andreas og satte sig på hug og sagde med en rolig stemme at han skulle sætte sig op og kigge hende i øjnene. Da hun endelig fik ham til det, spurgte hun ham ligeså stille om de ikke skulle lade stenen ligge på hans rum, mens han gik ud på toilet og fik tøj på og så bagefter måtte han få lov til at få den med ud på legepladsen, så kunne han lege med den derude.
Hun forklarede ham rækkefølgen af de ting han skulle inden han kunne få lov at gå ud med stenen og hun lovede at hun nok skulle hjælpe ham med at komme i tøjet. Det gik Andreas med til, og Amanda fik ham i tøjet og han fik stenen med på legepladsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar